“Hvis du ikke vil være en anden mands slave, må du arbejde hårdt”
Ordene er ikke mine, men de er et pejlemærke i min hverdag. De er sagt af Mariam Nyawira, en ung, kvindelig, kenyansk kaffebonde, som jeg har glæden af at kende og har arbejdet sammen med siden 2013. Det er den barske hverdag, som hun og store dele af verdens kaffebønder vokser op med.
Mariams bedstemor, hvorfra ordene stammer, voksede op som kaffebonde, mens Kenya var en engelsk kolonistat. Hun lærte på egen krop, hvad det vil sige at leve i fattigdom og være uden reel indflydelse på eget liv og muligheder. Det er frygten for denne virkelighed, som mange nye generationer i verdens kafferegioner vokser op med. Ikke nødvendigvis frygt for slaveri i sin oprindelige form, men med daglig tilbagevendende bekymringer for fremtiden, for sig selv, for familien og lokalsamfundet.
For verdens kaffebønder oplever store udfordringer. Deres levebrød er truet.
Udviklingschef
Som udviklingschef i kaffens verden er kaffebøndernes liv og fremtid en dagsorden, som er helt fundamental i min hverdag. For hvordan kan vi bidrage til en mere fair fordeling af kaffeindustriens store værdier? Hvordan kan vi skabe vækst og sikre bedre levevilkår for verdens kaffebønder, så vi også i fremtidige generationer kan nyde kaffens (himmelske) glæder og tilfredsstille en verden med nærmest grænseløs appetit på den koffeinrige bønne?
Mit udgangspunkt er en dyb passion for kaffe som drik og som nydelses middel. Det minder faktisk lidt om en forelskelse, for kaffen bidrager vitterlig til dybde i mit liv og i særlige øjeblikke også til følelsen af ægte og dybtfølt lykke. Kaffe er en livsledsager, som møder mig om morgenen og holder mine sanser i live.
Fascinationen har dog også en mere skrøbelig side, hvor frygten for at miste spiller ind. Jeg ved at nydelsen ved kaffe kan blive taget fra mig. Jeg ved at fundamentet for kaffens tilgængelighed er truet, at kaffebønderne tjener mindre og mindre på deres arbejde, at klimaet er under forandring og forårsager store mørke skyer over kaffedyrkningen i nogle af verdens hæderkronede kafferegioner.
Peter Larsen Kaffe
I 2011 blev jeg ansat hos Peter Larsen Kaffe. Til at begynde med som brand- og marketingmanager med ansvar for at opbygge afdelingen for mobile kaffebarer på landets festivaler og andre kulturelle arrangementer. Konceptet havde jeg med mig fra min egen lille virksomhed, The Taste Company, hvor jeg tilbragte mange og lange aftener i garagen med at ombygge christiania bikes og en gammel Citroén Mehari til kaffebar.
Det var en sjov tid, og vi måtte knokle for sagen. Italiensk inspireret kaffe var populært rundt på storbyens caféer, men på festivaller var det stadig nyt. Vi uddannede baristaer i hundredevis, byggede kaffebarer på en mark i Roskilde og serverede håndbrygget caffe latte for festivalens 130.000 gæster og medarbejdere. På denne måde gik Peter Larsen Kaffe fra at være en kaffepose på detailbutikkernes hylder til at være et landsdækkende kaffefirma i direkte dialog med det danske kaffefolk.
For arbejdet blev vi i 2015 tildelt Fairtrades jubilæumspris.
De tidlige år
I mange år var kaffe ikke noget, som havde en særlig betydning for mig. Jeg tilhørte gruppen af mennesker, som slubrede spandevis af termokande kaffe hver eneste dag. Med tarvelig kaffeånde og mavepine som fast følgesvend.
Men så blev jeg præsenteret for den italienske kaffekultur, og jeg var solgt. Sådan helt pladask. Kærlighed ved første blik. Den italienske kaffekultur afveg fra vores nordiske traditioner ved at være baseret på cup-by-cup tilberedning fremfor store filterbryg og termokander. Og for italienerne er kaffe en måde at mødes og snakke sammen på. Kaffen blev i min verden et omdrejningspunkt ikke bare for smag og nydelse, men også for dialog. Dialogen, som italienerne oplever på kaffebaren omkring den stærke espresso og den obligatoriske croissant, blev en øjenåbner for mig. Og kaffen opnåede for mig helt nye dimensioner.
Faktisk tog følelserne så stærk form, at jeg i starten af dette årtusinde begyndte at importere Saeco fuldautomatiske kaffemaskiner direkte fra fabrikkerne i Gaggio Montano i Italien. Utallige rejser i det italienske bragte mig omkring Italiens mange risterier og en række af datidens førende espressomaskineproducenter som Gaggia, La Pavoni, Rancilio m.fl.
Kaffechat - kaffe skaber dialog! 