kaffechat

Hvorfor skal jeg vælge certificeret kaffe?

Et indspark til debatten om certificeringsordninger og hvorfor de spiller en vigtig rolle for kaffebonden

Hvorfor skal jeg som forbruger gå efter kaffe med certificeringsmærker? Har mærkerne overhovedet nogen betydning for mig personligt og i det store billede? Og kan jeg overhovedet stole på, at de virker efter hensigten?

Ovenstående har de fleste sikkert tænkt over, når man som forbruger står ude i butikken og skal vælge sin kaffe. Spørgsmålene og uklarhederne er mange, men lad det være sagt med det samme, at der findes ikke ét enkelt og fyldestgørende svar.

Og så dog alligevel.

Sagen er den, at ca. 70% af verdens kaffe produceres i fjerne, svært fremkommelige egne af det som i fagsproget kaldes small scale farmers. Altså små landbrug, ofte bittesmå med ganske få kaffetræer, og ofte drevet af familier med assistance fra løs- og migrantarbejdere i højsæsonen. Disse landbrug kan ikke hver for sig forsyne large scale aftagere, som detail kæder og kaffebrands i den vestlige verden.

Derfor er de fleste kaffeprodukter på markedet også en blanding af kaffebønner fra flere (ofte mange) kaffebønder fra én eller flere regioner og lande. Ingen større eller mellemstor kaffeorganisation har tilstrækkeligt med personale til at sikre løbende og daglig inspektion af hver enkelt lille kaffefarm i forhold til om gældende regler overholdes og indfries ud i yderste led. Her spiller certificeringen en meget vigtig rolle.

Certificerings ordningerne bidrager til at specificere spillereglerne indenfor et givent felt og dermed sikre en løbende udvikling og fokus. Samtidig fungerer certificeringsorganerne som et ekstra sæt øjne i forhold til den løbende overvågning og rapportering. Det er således et ekstra og uafhængigt kontrolorgan i forlængelse af kaffedistributørernes egne redskaber. Et organ som sikrer udfoldelsen af for eksempel basale arbejdstagerrettigheder og miljømæssige vilkår i større skala.

Certificeringer fra tredjeparts organisationer spiller en vigtig rolle i markedsføringen af kaffeprodukter og brands, og logoer som Fairtrade Mærket, Rainforest Alliance, økologi mfl. er stadig oftere er at finde på kaffeposerne på supermarkedets hylder. Som forbruger giver logoerne et ekstra element at forholde sig til, en ekstra betragtning som bidrager til forvirringen foran kaffehyldernes store og uigennemskuelige udvalg.

Selvfølgelig er der huller i osten. Hvor der er mennesker og penge, vil der også forekomme svindel og bedrag. Dette er elementer, som skal tages seriøst og overvåges meget nøje. Alting kan forbedres, og dette gælder i høj grad også kaffens forsyningskæde. Men så forestiller jeg mig en verden, hvor alle kaffebønder arbejdede under de vilkår, som f.eks. Fairtrade Mærket og Rainforest Alliance definerer. Det ville helt sikkert gøre livet, miljøet og økonomien bedre. Alt ialt en win-win mulighed, som jeg ikke vil give afkald på.

Trumps protektionisme skaber nye problemer for verdens kaffebønder

Med beslutningen om at trække USA ud af den internationale kaffehandelsaftale, er den amerikanske præsident med til at lægge yderligere pres på verdens kaffebønder.

Hvert år handles der kaffe for 200 mia. dollars. En forsvindende lille del af dette kommer kaffebønderne til gode. Faktisk er det kun omkring 10 procent af beløbet, der bliver i de lande, der står for produktionen af kaffen. I stedet for at bruge flere penge på at uddanne kaffebønderne og lokalmiljøet og investere i forsyningskæderne samt mere bæredygtig produktion, så bruges størstedelen af de store kaffekonglomeraters indtjening på at positionere sig på kaffemarkedet og sikre adgang til de købestærke forbrugere.

Som jeg uddyber i en større artikel i Århus Stiftstidende om kaffens fremtid, så går vestlige kaffevirksomheders protektionisme ud over kaffebøndernes indkomst, kvalitet og fremtidsperspektiver. Mange unge i de kaffeproducerende lande vælger ganske enkelt at lave noget andet, da deres fremtidsmuligheder i branchen er for dårlige. Eksempelvis er gennemsnitsalderen i verden for en kaffebonde 57 år. Alene i Kenya er den helt oppe på 63.

Og storpolitiske beslutninger intensiverer trængslerne for verdens kaffebønder. I kølvandet på Donald Trumps anti-globaliserings bølge, trak den amerikanske præsident som beskrevet i Daily Coffee News i oktober i år med et pennestrøg USA ud af den internationale kaffeaftale. En kaffehandelsaftale, som amerikanerne selv var med til at etablere i 1963, da rekordlave kaffepriser truede kaffebøndernes levebrød – og dermed også kaffeeksporten.

Dengang introducerede man en verdensmarkedspris med det formål at højne kaffebøndernes levevilkår, så eksporten igen kunne stabiliseres. Men nu har USA valgt at trække sig fra det internationale samarbejde – og det kan ramme bønderne meget hårdt. USA er verdens største kaffekonsumerende marked og står for 20 procent af det globale kaffeforbrug. Frygten er nu, at det internationale kaffemarked skal udvikle sig til et rent klondyke, hvor den største spiller, USA, kan sætte priserne, som de vil. Det vil i så fald ramme kaffebønderne hårdt og lægge yderligere pres på verdensmarkedspriserne.

Den form for protektionisme, er ødelæggende for fremtidens kaffe. Hvis vi skal sikre os kaffens fremtid, bør vi investere mere i produktionen – ikke mindre. Vi skal forske mere i robuste bønner, som kan modstå fremtidens klimaforandringer og gøre det mere attraktivt for kommende generationer at arbejde med kaffe. Ellers risikerer vi en fremtid uden kaffe.

Er kaffebranchen i gang med at kvæle sig selv?

Kaffepriserne er på sit laveste i mange år. Hurra for det vil nogle spontant mene, for så må tilbudskaffen i supermarkedet jo blive tilsvarende billigere. Andre vil klogeligt referere til basal lærdom omkring udbud og efterspørgsel. At når udbuddet er højt, så vil priserne gå ned. Sådan er markedet skruet sammen, og på denne måde vil markedet hele tiden udligne sig selv. Men så enkelt hænger den økonomiske verden indenfor kaffe desværre ikke sammen, og det, som umiddelbart virker som en tillokkende gevinst, kan få fatale konsekvenser for verdens kaffeforsyninger og dermed forbrugerne i sidste ende.

Vi har at gøre med et ægte paradoks.

Handelen med kaffe er på verdensplan stigende. Det globale forbrug er steget med gennemsnitligt 2% per år over de sidste 25 år. En samlet stigning på ca. 50%, og handelen med kaffe overstiger i dag en værdi på svimlende 200 milliarder dollars. I takt med denne værdiforøgelse er store aktører blevet mere aktive. For kaffe besidder et stort potentiale for kortsigtet gevinst, og det lokker de store konglomerater til. Nyhederne omkring opkøb og konsolideringer i kaffebranchen offentliggøres således på nærmest daglig eller ugentlig basis, med Coca Colas opkøb af verdens næststørste kaffebarskæde Costa Coffee som en af de senere transaktioner.

På trods af denne stigende værdi og den øgede handel med kaffe på verdensplan, så får kaffebønderne mindre og mindre udbytte af deres arbejde. Oversigten fra Trading Economics illustrerer meget klart, hvordan kaffepriserne varierer med markedet, med store udsving til følge. Men set over en 20-25 årig periode fremgår det også, at den gennemsnitlige pris på råkaffe ligger ret stabilt omkring 110-130 cent per pund. Med andre ord, kaffebønderne oplever ikke en øget gevinst, og med inflationsraterne i de respektive kaffedyrkningslande taget med i ligningen, så er indtjeningen for kaffebønderne faldet markant. Nogle steder oplever kaffebønderne at have tabt hele 2/3 af deres indtjening siden 90’erne.

Over den næste periode vil jeg komme nærmere ind på dette paradoks. Kigge nærmere på, hvilke mekanismer der ligger bag men også komme med indspark til debatten og med forslag til mulige veje og løsninger for en bæredygtig udvikling, som kan komme alle led i værdikæden til gode.

Hvad nu med kaffebonden?

I rapporten The Coffee Barometer, der er lavet af blandt andre Hivos og Oxfam, rettes fokus på en række af de strukturelle udfordringer, som kaffebranchen står overfor. Rapporten beskriver industriens altoverskyggende paradoks, med multinationale milliard investeringer i opkøb og konsollidering på den ene side, og et udhungret nederste led i værdikæden på den anden.

Ifølge rapporten udgør de mange konsolideringer og opkøb en stigende udfordring for kaffens forsyningskæde. Selv om udbuddet af forskellige slags kaffeprodukter er stærkt stigende, så sidder ti firmaer på mere end 35 procent af verdensmarkedet. Koncentrationen af industrien på få hænder er simpelthen med til at presse priser og vilkår for verdens kaffebønder i bund.

Når de store konglomerater på kaffemarkedet har travlt med at opkøbe og erobre nye markedsandele, så går det ud over kaffefarmerne, der kæmper for at få en fair pris for – og en fair andel af værdien af – deres produkter. Hele industrien skal ifølge rapporten re-tænkes, hvis vi skal bevare kaffen i fremtiden – for gennemsnitsalderen på en kaffebonde er høj – og fremtidens generationer gider ikke arbejde i en industri, hvor de ikke kan sørge for deres familie.

Miljøet lider overlast

Ifølge rapporten The Coffee Barometer skal der handles hurtigt, hvis kaffen skal reddes for fremtiden. For flere og flere kaffesorter bukker under for klimaforandringerne. Samtidig konstateres det, at mindre end ti procent af kaffemarkedets samlede indtægter, som globalt udgør ca. 200 milliarder dollars årligt, går tilbage til bønderne.

Kaffebønderne rammes således på deres livsgrundlag, hvorved deres økonomiske råderum til at tænke mere miljørigtigt og bæredygtigt forsvinder.

Rapporten peger på, at de ti største kaffevirksomheder i verden, står for mere end 35 procent af handlen. I stedet for at reinvestere i bæredygtige løsninger i både produktion samt på eksisterende jordlodder, så bruges størstedelen af pengene på at vinde kampen om markedsandele. En kamp, som ikke altid er fin i kanten, og som bl.a. inkluderer opkøb og rydning af store regnskovsområder i bl.a. Brasilien og Colombia, så der kan sendes mere ny og billig kaffe ud til forbrugerne.

Hvordan skal vi løse problemerne? Flere af kaffefarmernes paraplyorganisationer prøver at få de (primært) vestlige virksomheder til at give en bedre og mere fair pris til kaffebønderne, men indtil videre er det ikke lykkedes i tilstrækkeligt omfang. Hvis vi skal bevare fremtidens kaffe, bør vi derfor finde løsninger hos både kaffevirksomhed og forbruger.

Som kaffevirksomhed kan vi for eksempel fokusere på flere muligheder i udnyttelse af råvaren. Hvis vi udforsker og eksperimenterer mere for at undersøge råvarernes fulde ressource potentiale, så kan vi komme et stort skridt videre i kampen for en mere bæredygtig produktion.

Vi skal være ligeledes være bedre til at kommunikere ud til forbrugerne, at ændringer i indkøbsadfærd, kan gøre en forskel. I årtier har detailhandelen og verdens fødevareproduktion fokuseret på stordrift og på at ensarte og konservere fødevarer. Vi er som forbrugere blevet vænnet til lange holdbarhedstider, discounttilbud og fødevarer som smager ens uanset sæson og vejrforhold. Både som industri og som forbruger skal vi udfordre dette. Vi skal vende fokus og tænke råvare før kalkule.

Som forbrugere bør vi være mere bevidste i vores kaffekøb og kun købe fra firmaer, der aktivt investerer i direkte handel, bæredygtige løsninger og innovation. Det koster måske en smule mere for os – men det er en verden til forskel for kaffefarmerne, for miljøet, og i sidste ende for os selv som kaffeelskere.